Vi anbefaler som udgangspunkt, at der afsættes 1-2 uger til indkøring i vuggestuen. Den første dag er typisk et besøg på ½-1 time i formiddagstimerne, hvor barnet sammen med sine forældre får mulighed for at lære de nye omgivelser og voksne at kende.
Herefter tilrettelægger vi indkøringen i tæt dialog med jer og tager dagene én ad gangen. Gradvist øver barnet sig i at være alene i kortere perioder, spise med og sove sin første lur hos os. I de første dage er det vigtigt, at I kan være tilgængelige og opholde jer i nærheden af institutionen, så vi hurtigt kan kontakte jer, hvis jeres barn har brug for jer.
Vi anbefaler desuden, at barnet i den første tid har kortere dage, da det kræver meget energi at starte i nye rammer. Det er helt naturligt, at barnet i opstartsperioden kan være ekstra træt eller reagere på de mange nye indtryk. Erfaringen viser, at det ofte tager omkring tre måneder for et barn at falde godt til på stuen, og herefter tilbyder vi en trivselssamtale.
