Principper for Stjernegården
Personalet i Stjernegården tager mange vigtige beslutninger på centrale områder der har betydning for kvaliteten af Stjernegården. En del af disse beslutninger er Stjernegårdens forældrebestyrelse med til at vedtage. Herunder kan du læse mere om hvilke forskellige principper vi sammen er blevet enige om i huset.
Om Fødselsdage
· I Stjernegården tager forældre ikke noget med når deres børn skal holde fødselsdag. I stedet får børnene mulighed for at gå i køkkenet forud for deres fødselsdag og vælge én ting ud af tre mulige, som de kan dele ud til stuen på deres fødselsdag. Dette gør vi ud fra et princip om, at børnene behandles lige.
· Der indkøbes ekstra ting til afholdelse af fødselsdage i hhv. vuggestue og børnehave f.eks. flag, sugerør, fødselsdagsservietter og pynt.
· Både i vuggestue og børnehave er der lavet fælles aftaler omkring hvilke traditioner der skal følges når et barn holder fødselsdag.
· Dette træder i kraft pr. 01.04.2026.
Samtidig har vi også vedtaget nogle retningslinjer for afholdelse af fødselsdag hjemme
· Barn og forældre inviterer hele stuen eller en bestemt årgang på stuen
· Det er ikke muligt at vælge enkelte børn ud til en fødselsdag i børnehavetiden.
· Hvis man ønsker dette, skal det foregå i privat regi og invitationer må ikke deles ud i institutionen
· Når stuen eller en årgang inviteres hjem, foregår dette om formiddagen og i samråd med stuen. Medarbejderne på stuen deltager selvfølgelig og arrangementet bliver en tur ligesom andre turer.
· Der henstilles til at man serverer rigtig mad hvis fødselsdagen afholdes hen over frokosten (f.eks. fra 9.30-12.00) og at der tænkes i gode alternativer til alt for sukkerholdige produkter. Der tages ikke noget (f.eks. slikposer) med tilbage til institutionen.
Om Legetøj hjemmefra
I Stjernegården må børnene ikke have legetøj med hjemmefra. Dette har flere årsager;
- Vi har virkelig meget lækkert og nyt legetøj på stuerne i Stjernegården
- Legetøj hjemmefra kan være svært at slippe og dele med andre og kan forhindre barnet i gode lege
- Legetøj hjemmefra kan skabe konflikter imellem børnene
- Legetøj hjemmefra kan blive væk eller gå i stykker til stor sorg for barnet
Hvis jeres barn har legetøj med hjemmefra, så beder vi jer om at tage det med hjem igen - det kan nemlig også være rigtig svært at have legetøj liggende i garderoben som man ikke må lege med
Om Sygdom
Er jeres barn forhindret i at komme på grund af sygdom, skal I altid skrive på AULA af hensyn til stuens aktiviteter og køkkenets planlægning.
Syge børn må ikke modtages i institutionen. Barnet er sygt hvis det har feber, opkast eller diarré, eller er for sløj til at deltage i de almindelige daglige aktiviteter, være ude eller sammen med mange legende og til tider støjende børn - vi kan ikke tage hensyn til børn der er lidt småsløje.
Af hensyn til smittefaren finder vi det nødvendigt, at barnet holdes hjemme indtil det har været feberfrit i ét døgn.
Der må ikke gives medicin i institutionen, medmindre barnet har brug for livsnødvendigt medicin på grund af kronisk sygdom. Vi skal i disse tilfælde, have en skriftlig instruktion fra barnets læge.
I tilfælde af ulykker og skader hvor der er brug for lægehjælp, kontakter vi 1813 og vil kontakte jer hurtigst muligt.
Vi vurderer et barn syg, hvis barnet har 38 grader eller derover i feber, eller hvis barnet er utilpas og derfor ikke kan deltage i vores aktiviteter.
Vi henviser til Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor I kan finde svar på div. spørgsmål om børnesygdomme.
Om Hygiejne
I Stjernegården arbejder vi med gode hygiejnerutiner så børn og voksne sammen arbejder på at minimere bakterier og smitte.
Børnene er superhurtige til at opfange rutinerne og I forældre kan gøre en hel del for at støtte op omkring de gode rutiner.
Sko - Stjernegården er en skofri institution. Derfor beder vi alle, børn som voksne, til at tage skoene af når man kommer ind i huset. Der er tydelige markeringer af hvor I huset man ikke må opholde sig med sko 😉
Håndvask – det er vigtigt at I husker at få vasket hænder med jeres børn hver morgen når I kommer. På den måde sikrer vi, at ingen tager unødige bakterier med indenfor, så vi kan holde smitte nede både blandt børn og voksne. Dette gælder hele året rundt men er især vigtigt i vinterhalvåret hvor vi er mere inde og dermed tættere på hinanden.
Drikkedunke og Sutter – alle sutter skal med hjem minimum hver fredag – drikkedunke meget gerne hver dag, så de kan blive rengjorte – det gør vi nemlig ikke i institutionen. Husk desuden tydeligt navn på drikkedunke og sutter, så vi ikke får dem blandet rundt 👍I perioder beder vi om at I tager både sutter og drikkedunke med hjem hver dag. Husk - masser af rene sutter, så jeres barn ofte kan få en ren sut.
Garderober – I må rigtig gerne sørger for at øverste hylde i garderoben er tom hver fredag og at bunden også er ryddet – det er nemlig her rengøringen gør rent hvis de kan komme til.
Om Solbeskyttelse
Det er forældrenes ansvar, at barnet er smurt med solcreme fra morgenstunden, således at det er smurt med solcreme når det kommer i institutionen. Hvis vi leger med vand eller efter behov, vil vi selvfølgelig smører børnene igen.
Børnehavebørnene bliver smurt lige efter vi har spist frokost, mens vuggestuebørnene bliver smurt efter de har sovet til middag. Vi bruger solcreme med faktor 30
Hvis man er i tvivl om hvorvidt en solcreme er farlig, god eller lignende eller har spørgsmål i øvrigt om solcreme, så skal man henvende sig på apoteket, Matas eller der hvor man køber sin solcreme.
