Referat forældrebestyrelsesmøde tirsdag den 22. september 2026
Tilstede: Line Kofoed Funch, Ida Marie Linde Brygge, Usman Khalid, Kina Wulffeld, Vibe From, Nan Grønsdal og Susanne Nielsen,
Fraværende: Martina Lynge Wirtess og Mikkel Mejling.
Godkendelse af dagsorden. Referat godkendt
Godkendelse af referat af 20. maj 2026. Dagsorden godkendt
Orienteringspunkter
Dagplejens budget: Budgettilpasningen efter 3. kvartal er endnu ikke på plads. Denne skal bl.a. tilpasses de ændrede lønudgifter. Det forventes, at dagplejens budget ender med et mindre overskud ved årets udgang. Der er afsat midler til indkøb af udendørs legeredskaber ved Sydstjernen samt maling af Gæstehuset indendørs.
Ændringer i personalesammensætningen siden sidst: Tine Henriksen er blevet ansat i Gæstehuset, så der nu er fuld bemanding i huset. Det skal bl.a. resultere i, at der igen kan være deltagelse af gæstehuspersonale på legestuedagene i det omfang, det kan lade sig gøre.
Punkter til drøftelse
Udarbejdelse af høringssvar til budget 2027: Budgettet for det kommende år blev indgået den 15. september 2026 og er sendt i høring. Budgettet får ikke konsekvenser for dagplejens økonomi. Det aftales af Susanne udarbejder et høringssvar om at budgettet er taget til efterretning.
Evaluering af sensommerfesten: Der er enighed om, at det var en hyggelig eftermiddag. Tidspunktet på dagen, stedet og programmet fungerede godt. Maden var velsmagende, og der var tilgodeset mange forskellige smagspræferencer. Kagen var dog ikke så børnevenlig, da den indeholdt nødder. Der er et ønske om at have flere grøntsager på menuen næste år.
Bestyrelsen drøftede datoen for sensommerfesten. Der er mange kommunale arrangementer fra midten af august til midten af september, og vi er afhængige af muligheden for at låne kommunens store telte. Det betyder, at det sjældent er muligt selv at vælge den ønskede dato, og at uge 35 derfor ikke nødvendigvis kan undgås.
Bestyrelsen er dog enige om, at perioden fra midten af august til midten af september fortsat prioriteres, da den tager bedst hensyn til både afholdelse af sommerferie og vejret.
Uanmeldt tilsyn i legestuegrupperne og Gæstehuset 2026 – bestyrelsens bemærkninger og forslag til handleplan: Der er gennemført uanmeldte tilsyn i alle dagtilbud i kommunen. Det fælles tema for tilsynet på dagtilbudsområdet har været faglig ledelse og evalueringskultur.
I dagplejen er der gennemført uanmeldte tilsyn i alle legestuegrupper samt i Gæstehuset. Der er udarbejdet individuelle tilsynsrapporter for de enkelte enheder samt en samlet rapport for dagplejen.
Susanne gennemgår tilsynet, herunder de anbefalinger og udviklingspunkter, som tilsynet har givet anledning til. Dagplejen har opnået et meget tilfredsstillende resultat i alle tilsynsrapporterne, hvilket vi ser som en anerkendelse af det pædagogiske arbejde og den faglige kvalitet i dagplejen.
Bestyrelsen får udleveret tilsynsrapporterne samt den handleplan, der er udarbejdet på baggrund af tilsynets anbefalinger og udviklingspunkter.
Udviklingsstrategi 2026-2029: Kommunalbestyrelsens udviklingsstrategi er sendt i offentlig høring. Brugerbestyrelser og råd har mulighed for at komme med input til de temaer, der er relevante for deres område.
Det er særligt tema 3, der er relevant for dagtilbudsområdet, så bestyrelsen har kun forholdt sig til denne del. Der er enighed om at der bør være et større fokus på omsorgsbegrebet for førskole-børnene. Det aftales at Susanne udarbejder et høringssvar i forhold til dette.
Plastik i køkkenet – drøftelse af mulighederne for at udfase plastik i forbindelse med madlavning, opbevaring og servering: Bestyrelsen drøfter efter forpersonens ønske mulighederne for at reducere brugen af plastik i forbindelse med madlavning, opbevaring og servering. Dagplejen anvender allerede godkendt plastik, der er beregnet til kontakt med fødevarer. Men der er et ønske om at bruge mindre plastik i dagplejen af sundhedsmæssige årsager.
Der drøftes mulighederne for at anvende andre materialer, eksempelvis porcelæn og rustfrit stål. Betydningen for det pædagogiske måltid drøftes i den forbindelse herunder betydningen af sikkerhed, støj og vægt. Dette er særligt relevant, da dagplejen arbejder målrettet med børnenes selvhjulpenhed under måltiderne.
Det aftales, at Susanne undersøger mulighederne i kommunens indkøbsaftaler. I første omgang afprøves så vidt muligt service i rustfrit stål fx tallerkener, kopper, kander m.m. i legestuerne og Gæstehuset.
PFAS i køkkenudstyr – Forpersonen har ønsket en drøftelse af brugen af gryder og pander med PFAS-holdige belægninger samt mulighederne for udfasning af PFAS i køkkenudstyr som anvendes til børnene.
Det aftales, at de eksisterende gryder og pander i legestuerne og Gæstehuset gennemgås. Køkkenudstyr der måtte indeholde risiko for PFAS afskaffes. Fremadrettet indkøbes gryder og pander uden teflonbelægning med henblik på at undgå PFAS-holdige belægninger.
Det aftales derudover at Susanne skriver ud til dagplejerne og informerer om, at der fremadrettet ikke må anvendes gryder og pander, hvor der er risiko for PFAS.
Sukkerpolitik – Forpersonen har ønsket en drøftelse af forslag om en sukkerfri dagpleje. I Dagplejens eksisterende måltidspolitik, som er besluttet af en tidligere forældrebestyrelse, fremgår det, at sukkerindtaget skal begrænses til festlige lejligheder.
Der er et ønske om, at myndighedernes anbefaling om ingen tilsat sukker til børn under 3 år efterleves i Dagplejen. Det er samtidig et ønske at inddrage den øvrige forældregruppe i drøftelsen og høre deres perspektiver.
Det aftales, at Susanne skriver til den samlede forældregruppe på AULA for at indhente tilbagemeldinger. Tilbagemeldingerne gennemgås på det efterfølgende bestyrelsesmøde, hvorefter der træffes en beslutning.
Økologipolitik – Forpersonen har ønsket en drøftelse af mulighederne for at øge andelen af økologiske fødevarer i Dagplejen. Punktet blev ikke drøftet færdigt og overgår derfor til det kommende bestyrelsesmøde.
Næste møde – dato og foreløbige punkter:
Tirsdag den 19. januar 2027 kl. 17.00–19.00 i mødelokale Skyen.
Foreløbige punkter:
National forældretilfredshedsundersøgelse
Brobygning til børnehave – drøftelse af den nuværende praksis og eventuelle behov for justering
2-månederssamtale efter barnets start i dagplejen – drøftelse af den nuværende praksis og eventuelle behov for justering
Kostpolitik – tilbagemeldinger fra forældregruppen vedrørende sukkerpolitik
Børnefotografering 2027
Økologi – drøftelse af ønske om at øge andelen af økologiske fødevarer i Dagplejen
Ref. Susanne Nielsen den 6. oktober 2026